Har du en hjemmearbejdsplads uden et egentlig hjemmekontor? Det behøver absolut ikke være noget problem. Sådan arbejder du bedst på din hjemmearbejdsplads!
Det er langt fra alle, der har en hjemmearbejdsplads, der består af et kontor, som til forveksling ligner det på enhver større arbejdsplads. Det gælder i øvrigt både dem, der arbejder hjemmefra fuld tid samt dem, der gør det en gang om ugen eller måneden.
Det behøver absolut ikke være noget problem, at du ikke har et hjemmekontor i den traditionelle forstand. Du skal måske bare tænke lidt alternativt og huske at mærke efter. Og her taler vi altså både fysisk og mentalt.
Allerede fra folkeskolen ved vi, at der er stor forskel på, hvordan børn bedst kan koncentrere sig og lære. Det samme gælder naturligvis for voksne. Dog er det sjældent nemt at indrette en hel arbejdsplads, så der tages hensyn til alles behov.
Det kan du jo så til gengæld passende gøre med din hjemmearbejdsplads!
Sådan arbejder du bedst hjemme uden hjemmekontor
Nu skal der mærkes efter, og du skal være helt ærlig. Et hjemmekontor består nemlig ikke nødvendigvis af fire vægge og et skrivebord, så derfor taler vi i stedet om en “hjemmearbejdsplads” for at sætte fokus på dette.
Første spørgsmål, du skal stille dig selv, er: Hvad har jeg behov for til at udføre mit arbejde?
Der er jo naturligvis forskel på, hvad du arbejder med. Nogle sidder ekstremt meget ved en computerskærm, mens andre også skal læse meget eller taler i telefon det meste af dagen.
Skal du primært bruge en PC og en telefon, så tag udgangspunkt i dette
Måske er det fint at veksle mellem at sidde i sofaen og ved spisebordet. Med andre ord, mærk efter og husk nu endelig at variere.
Variation er guld værd – især når vi taler fysisk velvære.
Hvorfor ikke sørge for at stå op, når du taler i telefon? Eller stå henne ved vinduet og kigge ud på det danske vejr. Ja ja, så skal du slå ting op på din computer og måske notere noget, men vi er nu engang ikke bundet så meget af ledninger, så udnyt selv de små pauser, hvor du kan stå op og/eller bevæge dig lidt rundt. Det skaber både energi og er markant sundere.
Det er jo ikke fordi, du nødvendigvis har den store variation på en almindelig dansk kontorplads, men glem alt dette nu. På din hjemmearbejdsplads er det dig, der sætter rammerne, og derfor dig, der bestemmer.
Og hey, hvad med at prøve lidt “power posing” (også kaldet “Superhero stance”), når du er ved at gå død om eftermiddag, eller lige skal have lidt “pep” før et vigtigt onlinemøde eller telefonopkald?
Tankerne bag er lidt det samme, som hvorfor du skal tage “rigtig” tøj på, når du arbejder hjemmefra. Din fysiske opførsel og fremtoning påvirker ganske enkelt din psyke.
Du kan se en kort video herunder om hvorfor “power posing” er noget, du roligt kan teste af. Hvad har du at miste?
Okay, videoen er ikke kort-kort, da den varer ca. 20 minutter, men tiden er virkelig godt givet ud. Betragt det som et lille mini-kursus i selvtillid og velvære!
Har du meget papirarbejde på din hjemmearbejdsplads?
Er der meget papirarbejde, hvor du skal læse eller notere? Her har du reelt to forskellige arbejdsgange.
Skal du læse meget, så sæt dig gerne godt til rette i din favorit læsestilling.
Er det halvt-liggende i sengen, hvor du har den bedste læselampe og et sengebord til din kaffe? Perfekt, så udnyt dette.
Er det i en gammel lænestol med benene krøllet op under dig? Så er det denne stilling, du vælger. Igen, så husk at mærk efter, så du hverken får ondt i nakken eller ben, der sover. Pointen er, at du skal variere og have det behageligt. Det er jo dig, der bestemmer.
Skal du notere meget, så kræver det ofte en god overflade til at have dokumenter eller tommetykke rapporter liggende på. Brug f.eks. spisebordet til dette, og hvis du har brug for variation, så overvej at flytte hen til et lavere bord såsom et sofabord. Når du gør dette, så husk dog at sætte dig på gulvet (gerne på en pude eller andet bekvemt). Du skal helst ikke sidde og hænge på en måde, der lynhurtigt giver dig ondt i lænden eller hold i nakken.
Når du når til den del af din arbejdsdag, hvor vi ikke er i gang med papirarbejde, men måske “kun” skal sidde med en bærbar eller klare telefonopkald, så skal du gøre alt andet en at sidde ved spisebordet eller det andet lavere bord. Igen, så husk at variere din arbejdsdag.
Bevægelse på en hjemmearbejdsplads kræver aktivt fokus
Selvom du måske (nok!) ikke har den vilde variation på et almindeligt kontor, så kommer du til at bevæge dig af andre årsager. Det kan være et møde i den anden ende af en bygning. Selv et smut på toilettet eller en kaffeopfyldning kræver flere skridt, end du opnår en hel dag på din hjemmearbejdsplads.
Derfor: Husk, at du aktivt skal inkorporere bevægelse. Sæt det eventuelt i kalenderen, hvor du “blokker” tid ud til at sidde et andet sted, eller minder dig selv om, at du skal ændre din siddestilling. Din krop (og dit sind) vil sætte pris på disse mikro-variationer. Og din arbejdsdag (og din arbejdsgiver – selv hvis der er tale om kunder og klienter fremfor en egentlig chef) vil også få mere ud af dig.